Adm.direktør:Dr. phil. Matthias Faerber

Bestyrelse:Dr. Phil. Ada Strelits, mag. art. Heine Bergryd, cand. mag. Karl Aage Svenstrup, billedkunstner Sisse Rehfuss

Ansatte:Fuldmægtig Inga Pedersen, sekretær Lis Janssen

Indledning

Dr. phil. Matthias FaerberAf Matthias Faerber

Kajbjerg skov og omegn. Kunstmuseets historie

Kogsbølle bakke sydvest for Nyborg udgør et af de skønneste udsigtspunkter i Danmark. Herfra ser man mod vest ud over det fynske landskab med små byer og hvide kirketårne afvekslende med marker, enge og mindre skovområder. Mod øst er nok det smukkeste perspektiv, idet udsynet over Nyborg fjord og Storebælt til alle årstider og næsten i ethvert tænkeligt vejrlig frembyder et stykke dansk natur af meget afvekslende karakter. Nyborg by mod nord med den betydelige industribebyggelse langs hele havneområdet. Fjorden der drejer dybt ind til byen, hvor færgelejerne før hen lå, og hvor færgefarten, som mange vil huske, udgjorde en livlig trafik. I dag er broen til Sjælland et markant arkitektonisk indslag i billedet, der på sin vis supplerer det udpræget idylliske landskab. I klart vejr blever Sjællands kyst tydelig, og den er mulig at følge et godt stykke mod syd. Men i forreste række ser man hen over en af Danmarks dejligst beliggende skove, Kajbjerg skov. Den danner sammen med de brede engarealer ud mod fjorden en kystprofil af den slags, de fleste forbinder med noget ideelt og typisk dansk. I begyndelsen af det 20. årh. og ind til 2. verdenskrig var Kajbjerg skov et populært udflugtsmål. Turen startede som regel inde i Nyborg, hvorfra en turistbåd sejlede folk langs kysten, forbi parken ved herregården Holckenhavn og frem til det sted lige uden for skoven, hvor der lå et traktørsted. Det var gerne eftermiddagskaffen, der blev nydt her i forbindelse med vandreture omkring i skoven, hvis man da ikke passerede landevejen til Svendborg og gik op på Kogsbølle bakke for at få udsigten med herfra.

Som barn hørte fabrikant Egbert Nielsen fra Esbjerg sin farfar fortælle om udflugterne til Kajbjerg skov, og da han selv engang i 1950'erne holdt ferie ved Nyborg, opsøgte han stedet og blev så begejstret for det, at han besluttede sig for at arbejde på det store projekt, som allerede en halv snes år efter blev en realitet som Kajbjerg skov kunstmuseum. Egbert Nielsen var lidenskabelig kunstsamler og med den kapital, hans virksomhed efterhånden oppebar, lykkedes det ham med stor dygtighed og utrættelig energi at få gang i museumsbyggeriet, der stod færdig til indvielse i marts 1962 i form af den anselige bygning, som siden er blevet frekventeret af turister fra hele verden ikke blot for den betydelige kunstsamlings skyld, men også for sin originale arkitektur ved arkitektfirmaet Madsen og Stillits a/s. Navnlig østfacadens vældige panoramavindue med udsigt over fjorden er berømt, ligesom den yndefulde etageopbygning i to, delvis fritliggende planer, der nærmest synes at svæve i storrummet. Endvidere den smukke, nordvendte glasmosaik af Kaj Clemmensen samt de sindrige, med tiden udbyggede arrangementer af separate, lyse loftsplader, afvekslende med skråtstillede spejlglas - alt sammen justérbart efter dagtimerne og årstiden - som forlener de udstillede billeder og kunstgenstande med optimalt lys. Museet har naturligvis kunstig belysning, men dagslyset i alle dets facetter har prioritet og som sådan i noget nær enestående grad. Det er ikke mindst. som følge heraf blevet attraktivt for nutidige billedkunstnere både herhjemme og fra udlandet at få udstillet værker i ”lyset fra Kajbjerg”, som det hedder. Og museet har i snart mange år haft internationalt kendte navne på særudstilling.

Johan Friis-samlingen og de senere samlinger

Næppe var den unge adelsmand Johan Friis ankommet til Norditalien i 1490'erne, før end han med stor - og for den tid usædvanlig entusiasme opsøgte de etablerede malerværksteder og købte billeder, skulpturer og kunstgenstande i betydeligt mål. Samlermani, som vi kender det i vore dage, hørte endnu til undtagelserne dengang. Malerier var som oftest funktionelle i form af helgen- og kultbilleder eller repræsentative som fyrsteportrætter, så det var i flere henseender bemærkelsesværdigt, hvad Friis gjorde, så ung og uerfaren dannelsesrejsende, som han tilmed var. Da han vendte tilbage til Danmark i den højst urolige tid, som han senere skulle få stor politisk indflydelse på, var det med en fin kunstsamling i bagagen af primært norditalienske mestre.

Værkerne kom siden til at pryde væggene på Hesselagergård, Friis' nyopførte herreborg på Østfyn og forblev i slægtens eje, ind til 1956, hvor Egbert Nielsen købte hele samlingen med henblik på at lade den indgå som grundstammen i Kajbjerg skov kunstmuseum. I dag spiller Friis-samlingen af gotisk og tidlig renæssancekunst en ikke ubetydelig rolle i europæisk kunsthistorie.

Ved museets indvielse lod Egbert Nielsen sin private samling indgå i udstillingen. Den bestod af en halv snes adelsportrætter fra det 17. og 18. århundrede, enkelte landskabsprospekter fra den danske guldalder samt en omfattende mængde repræsentanter for skandinavisk, fransk og italiensk modernisme. Der blev tillige erhvervet en hel del grafiske arbejder, som sammen med den fotografiske samling udgør en væsentlig tilføjelse til kataloget.

Ud over løbende særudstillinger med enkeltkunstnere eller under overordnet tema er der siden blevet tradition for afholdelse af koncerter i den store sal. Både kammermusik, symfoni- og solokoncerter, hvor en række internationalt kendte musikere optræder.

Allerede få år efter indvielsen tog ledelsen initiativ til at publicere tidsskriftet Øjets purpur for kunst og kultur, hvilket tillige betød, at Kajbjerg skov kunstmuseums forlag så dagens lys. Hvert år udsender det en bog som særudgivelse til julenummeret af Øjets purpur.

Litteratur:

Egbert Nielsen: Helt uden drømme. 1963

Karen Samming: Friis-samlingen på Kajbjerg. 1966

Erik Bjørg Andersen: Et fynsk mirakel. Egbert Nielsens veje. 1966

Pia Fellner Laursen: Lyset i Kajbjerg. I: Den arkitektoniske post, 33 1967