Den store tavle udmærker sig ved en farveholdning med en gennemslagskraft, der lader det tragiske budskab stå igennem til betragteren med øjeblikkelig virkning. De pårørende til den afdøde frelser bærer alle dragter i varme farver - gule, gyldne og flere nuancer af rødt.

Det sætter et stærkt følelsespræg og udtrykker samtidig en blufærdig intimitet samlet om den fælles sorg, ligesom motivets opbygning omkring det nedtagne lig understreger sammenholdet.

Hvor rolig og ophøjet fremstillingen end er, kan den forekomme ret tidsbunden. Et øjebliksbillede, der dog ikke giver afkald på sit evighedsperspektiv.

Landskabet bag gruppen fortaber sig i det uendelige. Himlens intense blå danner kontrast til den lyse grund og afvejer det sakrale aspekt mod timelighedens smertelige moment for de efterladte.

Formuleringen af det nøgne legeme tilgodeser mange detaljer, ligesom hele karnationen er udført med umærkelige overgange fra en valør til en anden i huden. Den grundliggende farveholdning her lader dog ikke en i tvivl om, at det er den døde frelser, der skildres.

En livlig, gestisk ekspressiv kommunikation synes i gang blandt de sørgende. Et andet af de få eksisterende malerier af Valbinetto demonstrerer en tilsvarende evne til at udtrykke de implicerede parters dialog omkring en central begivenhed. Det drejer sig om "Kroisos på bålet" 1467 (Pinakothek Beuren).

Litteratur: Harald Musch: Valbinetto. 1952 / Merethe Weinzierth Knudsen: Sorgens klarsyn. Om Federico Valbinettos "Kristi begrædelse". Billedstof XII, side 8 - 21, 2001