I. del Markers passion

De seneste dages smukke vejr havde tændt mange med overvældende indtryk og fyldt dem med lys, som de frit kunne lade humøret stemme efter. Ikke så få følte en vis forårsstemning og måtte fra tid til anden tage sig i agt for ikke at blive stikkende i dette selvbedrag, eftersom det var omkring advent. Men så kom omslaget. Fredagen før søndagen for kirkeårets begyndelse skiftede vejret karakter. Et tungt, blygråt, tæt skydække hang over byen, hvorved alting fik et helt særligt præg, idet det paradoksalt nok styrkedes og fremstod med en skønhed, øjeblikket efter sansningen af hvert enkelt objekt, ligesom mindet om selv den mindste i og for sig ubetydelige genstand fæstnedes langt stærkere og mere skarpt end andre langt væsentligere ting. Samtidig kunne det synes, at netop dette altdækkende, om ned ret svage himmellys fik det belyste til at tage over og lyse så at sige på egen hånd. Ikke selvlysende, der nærmest giver associationer til et fosforiserende, ubehageligt skær; men ved en særlig udstråling, der syntes at hidrøre fra en i genstandene iboende kraft. Det var naturligvis ganske andre forhold, som spillede ind; men illusionen herom skabte som altid en vis forventningsfuld optimisme - helt anderledes end den lykkelige stemning, den solfyldte tid umiddelbart forinden havde befordret. Sanserne skærpedes og sindet blev vidtåbent for en bearbejdelse af de klare indtryk.

Så lysmæssigt forskellig var denne fredag fra ugens øvrige dage, at den udvirkede et mindre mirakel hos den enkelte modtagelige, hvem forrådet af erindret, funklende sollys i sammenstødet med det øjeblikkeligt altherskende, grå, jævne skær skabte godt overblik eller i hvert fald forestillingen om et sådant. Konflikten mellem klar sol og gråvejr, mellem erindret, stærkt lys og et præsentisk, afdæmpet gjorde udslaget i retning af optimal, om end netop enestående modtagelighed. Således at det at se, synet for så vidt som betegnelsen dækker akten syn, blev et absolut eksistentielt anliggende i sammenfaldet af modtagelighed og udladning, idet to helt jævnbyrdige processer genererer den sans at se, nemlig i det at opfange, bearbejde og tolke impulser i øjet for derpå at afsende dem igen, så at sige stille dem tilbage, hvor de kom fra i den lille, store verden. Sete og set.

Men lad os nu ikke glemme omtalte fredag før første søndag i advent med dens lysmæssigt radikale omslag.

For mig er den tid nøje forbundet med synet af Sct. Knud, domkirken i Odense. Til hvilken vi havde en enestående udsigt fra hjørnevinduet i vores højtliggende lejlighed. Dertil kommer mindet om min morbror Marker, som jeg netop en dag i adsventstiden traf i domkirken, hvor han på stedet indførte mig i studiet af Claus Bergs imponerende altertavle og i det hele taget vakte min livslange interesse for kirkekunst. Noget jeg ikke kan takke ham nok for, selv om han for længst er død.

At se på kirker - både de arkitektoniske forhold og inventaret - var for Marker et gråvejrs-anliggende. Jeg bilder mig ind, at det kunne være et helt lille mirakel for ham, når hans forråd af erindret, tindrende lys, mindelys som jeg har hørt ham betegne det, mødtes i øjeblikket med et gråt, jævnt skær til en slags ultimativ synskontrol. Hvad et solbelyst landskab eller et rum med stærke lysindfald gennem vinduerne ikke formår at skabe. For ham lod denne tilstand, så vidt jeg har forstået, ved sin umiddelbare skønhed fantasien forvandle det stof, dagen spiller den i hænde, mens gråvejret dæmper, opbløder, mildner og lader tingene fremstå ikke kun med langt større klarhed, men sandelig også en langt inderligere finhed. Man er ifølge Marker nærmere en virkelighed i et billede, der netop beror på nævnte inderlighed, idet detailiagttagelsen er det jævne lys' styrke, hvor det mindste tager sig ud gennem indbildt lyskraft, som stammer fra genstanden selv. Derfor som sagt, at se på kirkekunst var for min morbror et gråvejrsanliggende. Optimalt således og gribende ved sin fredfyldte, ægte synsglæde. Dertil kom, at Marker under det lys, som befordredes af en tæt skydækket himmel, var mindre angst for det ukendte, som efterhånden som årene gik, blev identisk med det at sanse. Derfor ville Marker skrive om de danske kirkers inventarier i højere grad end om bygningerne selv, om end han jo nok vidste, at selve rummet betingede hans oplevelse, hvorfor han nærede et aldrig realiseret ønske om netop at gengive arkitekturen i en given bygning og dermed gradvis komme til klarhed over, hvad det var, der gang på gang forlenede hans betragtning af kirkekunst med en sådan opløftelse og glæde, at det gav ham styrke til at fortsætte i troen på - for om tro i egentlig forstand kunne der ikke blive tale - at iagttagelsen af et stykke inventar havde en eksistentiel berettigelse ikke mindst gennem forsøget på at beskrive den med ord i overensstemmelse med dens virkelige fremtrædelsesform i kirkerummet. Fra højtsiddende epitafier til eroderede gravsten nedlagt i gulvet.

Den dag begyndte han så den lange, umulige kirkerejse. Eller selve rejsen var næppe så umulig som planen om at gennemgå samtlige Danmarks kirke for deres mere eller mindre interessante kunst i skriftlig form, naturligvis illustreret med fotografiske optagelser, hvortil han hyrede en fotograf, som skulle få mere end almindelig indflydelse på hans og mit liv. Hvad jeg skal fortælle om i det følgende. Den umulige kirkerejse. Mere tilfældig end overlagt. Mere vilkårlig hvad valget af kirker angik, skønt han efterkom det på én gang praktiske og naturlige krav at begynde i sin egen by. Og med domkirken. Mest af alt nok betinget af det lys, som han på én gang vågnede op til efter at have været plaget som sædvanlig af al den smålige bekymring, som stadig hyppigere truede med at gøre ham handlingslammet i en verden stadig mere uoverskuelig. Men foran et smukt stykke inventar på en tilfældig gråvejrsdag, en time i en mindre by kunne det komme over ham. Det ubestemmelige, følelsesmæssige, stemningsbetingede noget, som fik ham til at fortsætte skridt for skridt hen mod det, han selv - i overbevisningen om egen utilstrækkelighed - måtte betegne som billede slet og ret.

Af grunde jeg nu har glemt var jeg gået ind i Sct. Knuds kirke, og vi mødtes omtrent midt for i rummet. Begejstringen viste sig bristefærdig i hans ansigt og attitude. Han fægtede lidt og sagde, så det rungede, idet han pegede op på Claus Bergs mesterværk, højaltertavlen: Maria, Ursula, Clara, Barbara, Katerina, Magdalene, Christine, Elisabeth! Kærlighedens alter og forsagelsens. Den er et mysterium. Men også to sider af samme sag. Pigerne står, som de er - kokette og forførende. Mændene er hellige fæhoveder!

Det var en pludselig forandring efter de sidste ord. Et uartikuleret udbrud fulgt af et længere ophold. Han havde rejst sig, hørte vist i det samme sin egen stemme og blev klar over, at han egentlig havde vist sårbarhed. Hans arme fægtede endnu lidt. Og dér sad jeg i en vis forstand hjælpeløs, men grebet af hans ord. Eller mest af alt den lille ændring i talen, det lille udbrud, der var så usædvanligt for ham, men som også gjorde, at jeg derefter huskede stort set alt, hvad han havde sagt med en præcision, som det ikke er lykkedes mig at forklare siden.

Begyndelsen var dette uventede udbrud, en forsvindende detalje med uoverskuelige følger. Jeg fik pludselig ondt af ham og var dog i samme skynding dybt betaget. Ikke af hans ord i første omgang, for så meget havde han trods alt ikke nået at sige. Men fra det øjeblik var jeg forbundet med ham. En stor, forunderlig hengivenhed.

Og et sted i denne gåde begyndte det.

Han ligger begravet på Nordfyn. I det sydøstlige hjørne af kirkegården i Krogsbølle hvor der er et beskedent gravsted med en mørk sten: Kunsthistorikeren Otto J. M. Jørgensen, født den 3. februar 1916, død den 21 april 1982.

Det var min morbror. Hans fulde navn var Otto Josias Markvarth Jørgensen. Vi kaldte ham morbror Marker. Han var den store ubekendte i familiens række af samfundsnyttige borgere, der livet igennem passede deres gerninger, satte børn i verden, svarede staten skat, fejrede livets fester helt efter bogen og sluttelig nød deres otium optaget af alskens beskæftigelser, læsning, håndarbejde, sprog, vandreture, gymnastik og dans.

Og dér var så morbror Marker. Midt i familiens skød og udenfor. Kendt og afholdt af os alle for sin venlighed, skønt ingen egentlig vidste, hvordan han var. Endsige hvem.

Noget usædvanligt var der tilsyneladende ikke ved ham. Han var ikke familiens sorte får, ikke oprøreren, ikke kværulanten eller bohemen. Han var Marker.

Ganske vist var han noget særligt alene ved sin uddannelse, idet han mig bekendt var eneste akademiker i familien; men det havde ingen afgørende betydning for synet på hans person. Selv om det nu falder vanskeligt at tro, at nogen, når det kom til stykket, var i stand til at anerkende værdien af det, han beskæftigede sig med. Ikke engang den kendsgerning at han det meste af sit liv var ansat ved museet i Odense og bestred arbejdet med den nidkærhed, som er enhver tjenestemand værdig.

Men anerkendelse eller ej, vi holdt af ham. Så meget desto mere som enhver sammenkomst uden hans deltagelse, hvilket for resten hørte til sjældenhederne, udløste en påfaldende kredsen i samtalen om hans person - "Hva' mon Marker skulle i dag?" "Vil han kigge ind hen under aften?" Hva' så med Astrids fødselsdag?" Og mange flere spørgsmål om hans fravær.

Min mor udtalte sig aldrig om broderen, med mindre da det gjaldt de almindeligt konverserende bemærkninger, når man var samlet uden hans tilstedeværelse. Én gang har jeg hørt hende sige noget usædvanligt; men det var givet vis ikke meningen, at andre skulle høre. Hun standsede midt i stuen, rystede opgivende på hovedet og mumlede: "Han sku' ta' og gifte sig!" At det gjaldt Marker, kunne der ikke være tvivl om.

Jeg ved om den altertavle, hvad ingen andre ved. Sagde han til mig. Selv da den stod på sin rette plads var det kun et fåtal bekendt. Selv fruen, der bestilte den, har intet vidst. Måske frater Stentius har haft en anelse, skønt jeg tvivler.

Jeg var nitten og gik i gymnasiet. Verden kom mig ikke ved, og enhver tildragelse her i livet besvaredes med et skuldertræk, udfordringer blev mødt med ligegyldighed, og jeg rystede på hovedet af stort set alle andres adfærd. En mut lemmedasker fulgte og fulgte ikke det meget forudsigelige liv, som gjorde familien til det, den var - en tryg havn for de lurende storme, som kun alt for sjældent bragte oprør i noget som helst. Set med en vred ung mands øjne.

Han sad højt oppe i kirken og stirrede på det. Odense domkirkes berømte altertavle af Claus Berg. Jeg gik straks ud igen, da det nødig skulle afsløres for nogen, at jeg faktisk var begyndt at komme her ind imellem.

En dag på biblioteket havde jeg lånt en bog med fotografier af træskærearbejder fra danske kirker, optaget af den franske fotograf Gerard Franceschi, der en tid arbejdede i Norden sammen med Asger Jorn.

Jeg ved egentlig ikke, hvorfor den kom med hjem; men om aftenen, da jeg var gået i seng og begyndte at blade i den, blev det i ét nu klart, at her var noget, der kunne besvare en vis vågnende interesse hos mig for historien og noget mindst lige så vigtigt, men både ubestemmeligt og sårbart, som på kort tid var groet i mig.

Bogens billeder fremstod med forunderlig styrke. De lyste med en indre, kølig glans og fremkaldte et rastløst ønske om at kunne gøre noget lignende. Fotografere rundt om i landets kirker. Eller i hele Norden for den sags skyld. Dokumentere historien eller en side af den i smukke billeder. Gøre det nu.

Men først den dag, hvor jeg så Marker sidde oppe ved alteret i Sct. Knuds kirke, gik det op for mig, at det, der på kort tid havde fanget min interesse, egentlig var hans daglige arbejde eller en side af det. Ligesom jeg huskede at have hørt nogen sige, at han vist skrev på et værk om Claus Berg. Eller også havde han for længst gjort det. Udgivet blev det aldrig.

Jeg listede altså ud igen, blev stående foran kirkedøren og så mig lidt rådvild omkring. Trafikken passerede larmende hen over torvet. Det var i begyndelsen af marts, og lyset havde en finhed, som jeg ikke mindedes at have set før. I hvert fald havde jeg ikke været opmærksom på det før. På lyset. Et jævnt genskær fra fliserne beroligede mig og gjorde ligefrem glad.

Pludselig ramte vinden min kind, jeg vendte mig, tøvede et øjeblik og gik så ind igen.

Han havde i mellemtiden rejst sig og stod og snakkede med nogen deroppe. Selv på forholdsvis lang afstand var det tydeligt, at han var en anden, når han befandt sig uden for familiære rammer. Det var holdningen og kropssproget, der var så afgørende anderledes. På et øjeblik gik det op for mig, hvordan han også kunne være. Udfarende, styrende og selvsikker uden at tabe den elegance, som han ved sjældne lejligheder kunne opvise i familiens kreds, og af hvilken, lod jeg mig siden fortælle, de kvindelige medlemmer var ikke så lidt betagede.

Jeg husker det faktisk godt selv: pludselig og uden varsel kunne han udfolde sig med en charme, som smittede alle, altså også vi børn. Og når det så var allerbedst, når hans stemme havde nået det melodisk fine tiltag, som sikrede, at hele selskabet fulgte hans mindste bevægelse, standsede han pludselig og var tavs.

Han talte med en yngre kvinde deroppe ved Bergs alter. At han fortalte om tavlen, kunne der ikke være tvivl om. Han pegede og brugte store armbevægelser.

Fra sidegangen holdt jeg øje med dem. Hans foredrag var tydeligvis energisk; men efter nogen tid gav de hinanden hånden, og hun blev fulgt til dørs. Ind imellem lo hun, så det rungede.

Jeg nåede op og tog alteret i nærmere øjesyn, og da begyndte en anden form for betragtning af det. Overvældende ikke kun på grund af dets storslåethed, men på lignende måde som jeg havde set genskæret i fliserne udenfor og mærket et vindstød mod min kind.

Noget havde skærpet mine sanser, og jeg var en erfaring rigere.

Det afhænger af lyset. Sagde han en dag. Undertiden føles det, som om det skaber hver eneste figur. De er aldrig ens. Aldrig. Hver årstid sin Berg-karakter. Hver måned, uge, dag. Fra time til time gror det ind i himlen med et nyt mirakel.

Jeg lagde først mærke til en meget smuk kvindefigur i nederste række af tavlens midterfelt. Den skønneste i rækken, med hånden i position som en danserinde. Hun slår blikket ned. Selv gennem det tykke kjolestof har man en klar forestilling om hendes krop. Hun virker på én gang undselig og udfordrende, tilknappet og nøgen. Hun slår blikket ned og løfter samtidig op i sit yderskørt, som ville hun blotte sine ben. I venstre hånd holder hun en aflang lågkrukke med spiralsnoet ornamentik. På hovedet har hun en skråtsiddende baret, der forstærker det kokette udtryk.

Jeg havde taget mine nyerhvervede nærsynsbriller på, lænede mig ind over knæfaldet og prøvede i vrimmelen af figurer at holde fokus på den skønne.

"Hun er dejlig! Helt rigtigt set!"

Jeg faldt forover, men nåede at tage fra med den ene hånd, inden jeg kom helt i knæ. Marker stod lige bag ved.

"Det var min første forelskelse. Maria Magdalene med salvekrukken. Hun var genstand for Bergs tilbedelse. Enhver fornem kvinde i Odense ønskede at være hans maitresse. Han ku' få hvem han ville. Men hende det gjaldt. Ikke tale om. Derfor skabte han denne skønne figur."

Jeg var kommet på benene igen. Marker stillede sig ved siden af mig, mens jeg spekulerede på, hvad en maitresse var for noget. Han fortsatte uden at slippe tavlen af syne:

"Kvinderækken her nederst er helt Bergs værk. Han har kælet for detaljen, som i virkeligheden således også i kunsten. Det er en hyldest til kvinden. Midt i al uskylden kalder det på begæret i én. Sådan skal det være - snart lysten, snart forsagelsen. Folk har kun øje for det fromme.

Marker satte mig stævne dagen efter. Et sted i byen, en lille gade, som jeg kun kendte navnet på. Man må begynde fra grunden, sagde han, da vi tog afsked uden for domkirken.

Et stykke vej nede ad bakken vendte jeg mig og fik et glimt af ham, idet han forsvandt bag et hushjørne.

Hele Flakhaven, som pladsen hedder, lå i et svalt skær, der mindede om et prægtigt gammelt fotografi..

Da jeg kom hjem, åbnede jeg mit skrå tagvindue og så ud over byen. Lykkelig uden at vide hvorfor.

At begynde med begyndelsen er at begynde med lysets refleksioner. Sagde han senere gentagne gange. Ingen hellig kunst tager sig ens ud til nogen tid. Den er genstand for så endeløse afvekslinger, at et billede én gang iagttaget aldrig ser ud på samme måde igen.

Dæmring, middagstime, skumring. Også i fravær af lys gløder Bergs store tavle.

Han startede med at spørge, om jeg ofte kørte i bil, da vi mødtes dagen efter i et østligt kvarter af byen. Jeg bekræftede. I omtrent et år havde jeg haft kørekort, og far og mor lånte mig generøst vor resedagrønne VW.

"Godt!" Han nikkede og gentog: "Godt - godt!"

Der faldt en tæt regn den dag, og han spurgte, om vi skulle udskyde seancen. Han betragtede mig under den opslåede paraply; men jeg rystede på hovedet. Hvorefter han straks forklarede, at farver aldrig fremstod med større intensitet, end netop når det regnede.

"Her i Overgade havde Claus Berg sit værksted. Her er det store alter blevet til. Han kom fra Lübeck. Dronning Christine, vidste, hvad hun gjorde, da hun skrev kontrakt med ham. Berg havde en forunderlig indflydelse på andre. Men hvad de færreste ved, er, at han her i Odense blev midtpunkt for en mysteriekult til jomfru Marias ære. Eller færreste - ingen ved det uden mig og nu De, unge mand. Må jeg for resten sige du i dagens anledning?"

Jeg nikkede. Han gentog spørgsmålet, og jeg svarede højt ja. Det var et vigtigt øjeblik det her.

"Kunsthistorikerne antager, at Berg blev uddannet i Sydtyskland. Det holder stik. Alt andet er ordgyderi om noget, enhver idiot kan se med egne øjne.

Berg var for øvrigt en høj, smuk mand og stærk som en bjørn. Hans bedste svende var naturligvis valgt efter deres duelighed. De fleste fulgte med mesteren fra Tyskland. Men andre kriterier spillede ind. De skulle se godt ud og føre sig frem med en vis fornemhed. Der har været livligt i gamle Odense i begyndelsen af det 16. århundrede. Og Mariakulten? Herom en anden dag. Lad os indtage noget drikkeligt!"

Marker fandt en café i nærheden og ved bordet i det fjerneste hjørne skubbede han galant stolen ind under mig. "To glas likør, frk.!" At jeg endnu aldrig havde nydt spiritus, turde jeg ikke sige, og skålede kort efter med ham. Varmen bredte sig gennem mig. Det var en edsaflæggelse. Jeg var indviet i Markers univers og min rolle som vidne til hans inderlige passion en sær realitet på denne regnvejrsdag. Det var i det tidlige forår 1967.

Ind under Advent læser vi hos Paulus, at vi skal aflægge os mørkets gerninger og iføre os lysets våben. Sagde han. For os gælder det dets brydninger. Dagen rammer karmen i vore vinduer og sender et genskær om i stuen. Et lyst kirkerum har fine, opaliserende reflekser. Guds genskær. Afglansen af hans nådes lys.

Han tav, så ned og rørte ved sit glas. Amen, tænkte jeg; men mærkede nok, at det ikke var med den foragt, som jeg tidligere - og det vil jo sige ganske kort tid før - ville have mobiliseret over for en sådan forkyndelse. Hvad det var og ikke var.

Dér sad jeg sammen med en 48-årig slægtning, indlemmet i en slags edsforbund omkring altertavlen i Sct. Knuds kirke i Odense. Mens verden jog videre udenfor.

Da vi trådte ud af beværtningen, var regnen holdt op, og kort efter brød solen igennem. Vi fulgtes tavse et stykke vej ind mod bymidten.

"Jeg er på sporet af en viden om Berg, der vil vække opsigt, når jeg får det fremlagt. Berg var på én gang asketisk og ødsel, lykkelig og dybt fortvivlet, rig og fattig, afholdt og forhadt. Og som det ofte er tilfældet med den slags mennesker: han fik stort set, hvad han ville have og var involveret i den kongelige familie med andet og mere end håndværksmæssige ydelser."

Han standsede og så på mig -

"Kunne du køre for mig på lørdag? Jeg skal til åbning af en udstilling i Ryslinge sammen med fotografen, der skal levere billeder til min kommende bog."

Jeg sagde, at jeg først skulle spørge derhjemme.

"Det var dejligt", erklærede han bare, "jeg ville ellers komme i forlegenhed! Der er nu ikke meget format over at rejse med offentlige befordringsmidler. Hvor gammel er det for resten, du er?"

Jeg svarede med grødet stemme, rømmede mig og fik sagt det tydeligt.

"Nitten - en herlig alder!"

Han så ned ad gaden og drejede mig rundt.

"Når mester Berg og hans svende kom op ad Overgade, var de som riddere i nyeste mode. Pigerne sukkede, og mændene forbandede dem."

I mellemtiden nåede vi ind til centrum. Dér sjokkede jeg ved siden af en ældre fyr, der tog det som en selvfølge, at jeg kritikløst købte, hvad han udtrykte af åndfulde mærkværdigheder. Men jeg blev ved hans side.

Vi drejede om hjørnet og gik ind over torvet. Domkirken rejste sig for mit blik som en nybygning. Aldrig før havde den været så himmelstræbende. Solen kastede knivskarpe skygger ind i vestmurens spidse bue.

Han sagde ikke mere den dag, løftede blot hånden til hilsen, drejede rundt og gik tilbage ad den gade, vi netop var kommet fra.

Der er steder i evangelierne, som gør mig ør af glæde. Sagde han engang. Jesus kommer med disciplene fra ørkenen og ind i en plantage, hvor træerne er sprunget ud. Dagen brydes i blomsterne, og det er, som om der ikke er forskel på lyset og den milde vind, som kommer fra sydvest. Pludselig siger han: nu ved I af jer selv, at sommeren er nær!

"Hvornår er du begyndt at omgås Marker?" Mor så undrende på mig, da jeg bad om lov til at låne bilen. Jeg svarede med et skuldertræk og så væk. Men selvfølgelig kunne jeg det, så meget desto mere som det glædede hende, at jeg viste interesse for noget.

"Men dig og morbror Marker - " hun kiggede ud af vinduet for ligesom bedre at se det umulige par for sig, "dig og Marker" gentog hun og forsvandt ud i køkkenet.

Vores båndoptager stod altid oppe på mit lille loftskammer, og jeg optog en broget blanding af musik fra radioen. Min samling af grammofonplader spændte over et tilsvarende umuligt register. En Vivaldi-koncert, Armstrong, Beatles og Lørdagspigerne, hvis skingre foredrag kunne fremkalde en særlig vemodsstemning hos mig, som jeg altid forbandt med bestemte tider på dagen. Middagsdvale og jævnt lys ned over tomme gader.

En aften ved den tid sendte radioen en koncert direkte fra Sct. Knuds kirke og jeg optog alene af den grund. Den indledtes med Bachs kantate for altstemme "Widerstehe doch der Sünde", et musikstykke af stor og ejendommelig skønhed. Synd, død og fortabelse omfattet af en musik, der hensætter i både fryd og melankoli. Jeg lyttede og lyttede ikke så lidt forundret over mig selv. Der var noget på én gang fremmedartet og kendt over det, før-oplevet eller som en blanding af drøm og virkelighed.

"Vent her. Vi er straks tilbage."

Marker var fin i tøjet, og da han gik ind i opgangen til ejendommen, hvor fotografen boede, syntes han at være højere end ellers. Om halsen havde han et rødt tørklæde og på hovedet en vældig baskerhue.

En gammel mand luntede forbi inde på fortovet, standsede ud for en affaldskurv i nærheden og begyndte at rode med stokken i den, mens han så sig nervøst omkring.

Det var sidst på formiddagen, ind til da havde det været overskyet, men nu åbnedes for et parti af himlen, hvis blå stod stærkt igennem. Trafikken var endnu tæt. Det var lørdag.

Jeg sad og sank sammen i ventetiden og kunne ikke afgøre med mig selv, om jeg overhovedet stillede nogle forventninger til det, der skulle ske, eller om jeg bare følte mig som chauffør for min morbror.

Henne ved affaldskurven arbejdede den gamle hysterisk, og ovre på det modsatte fortov løb to drenge grinende ud og ind mellem de spadserende.

Så trængte solen igennem, og næsten samtidig åbnedes gadedøren. Den gamle fik travlt med at hale stokken til sig og gå videre. Marker kom til syne, drejede sig og slog galant ud med hånden, samtidig med at fotografen trådte ud i lyset. Jeg kiggede forbavset. Det var en kvinde. Hvorfor det ikke skulle kunne være det, indså jeg naturligvis i samme åndedrag; men nu havde jeg altså forventet, at det var en mand, hvad der da også endnu på den tid var langt det sandsynligste. Det var hende, Marker havde talt med i domkirken.

Jeg var nær ved at starte bilen for tidligt. Marker åbnede og sagde, at han ville sætte sig bag i. "Det er min unge nevø, der er så venlig at køre for os", jeg gav fotografen hånden. Hun smilede, sagde "Anette" og satte sig ind.

Først i tredje forsøg startede motoren. Jeg kludrede i det ved udkørslen, glemte at se mig ordentlig for, der blev tudet, men så overvandt jeg mig selv og styrede behændigt gennem den tætte trafik og ud af byen.

Det var i mellemtiden blevet smukt vejr. Solen aflokkede landet alle de sarte farver, som det tidligste forår kan opvise, og længst ude spillede lyset flere steder i en let dis.

Selv om jeg ikke kunne se vor kvindelige passager, dannede jeg mig ud af øjenkrogen, ved lyden af hendes stemme samt ind imellem ved strejfet af en fin lugt et ret godt, første billede af hende.

De skænkede mig ikke videre opmærksomhed på turen. Men aldrig havde jeg hørt Markers stemme klinge så smukt, og sjældent har jeg hørt så overgiven latter, som den der lød fra hende, hver gang han drejede en replik underfundigt.

Fra en skovstrækning i syd lettede en fugleflok. Hun løftede hånden for at gøre opmærksom på den, men tøvede og undlod at sige noget.

Marker blev tavs. En enkelt gang vendte hun sig, som for at tale til ham; men det blev ikke til noget, og hun gav sig atter til at se ud.

Himlen var nu så blå, at det forekom helt uvirkeligt. Det forstærkedes af de store skyformationer, der sejlede så hastigt af sted, at det lod sig opfatte selv fra en bil i fart. Solen blændede ind imellem som lyn i ruderne på de modkørende.

Hvad lyset angår, står tavlen på en beskeden plads. Sagde han en anden dag og fortsatte som i en henkastet bemærkning: det forstærker kun vores indtryk. Her er endnu en gåde. Alle dens billeder virker på trods. Først er der guldet, så det, det forestiller, så det, det forestillede betyder, så betydningernes betydning. Ord, ord, ord. Hvad bliver tilbage? Guldet. Pålagt i tynde blade. Det er det funklende brændpunkt i hans billeder.

"Du er så stille …"

Hun så på ham, da vi stod ud i Ryslinge. Han trak på skuldrene, og hun sagde noget mere til ham, som jeg ikke hørte, da bilen var imellem.

Luften var lun nu, et meget tidligt forår omgav os denne lørdag middag, og inde i buskene pippede fuglene.

Pludselig hørte jeg hendes latter igen, mens Marker slog ud med armene. Så vendte hun sig mod mig, "kommer du?" Det lød, som om vi kendte hinanden. "Troede du, at du ku' slippe?" Hun rynkede brynene. Jeg smilede skævt og blev varm i kinderne.

"Han er sgu fyr og flamme!" Indskød Marker og tegnede med skospidsen i gruset.

Udstillingen i Ryslinge viste fotografier af stenbilleder i danske kirker. Portaler og døbefonter af en mester, man på det tidspunkt mente at kunne navngive efter en funden indskrift. Kunstneren bag de store fotostater var Poul Pedersen, og det skulle blandt andet blive hans fortjeneste at fastholde et særligt præg i udendørsportalernes relieffer ved at fotografere dem i kunstlys efter mørkets frembrud.

Som Franceschi i sine billeder syntes at potensere det mest dæmpede, grå udslag af dagslyset i den fotografiske emulsion, skabte Poul Pedersen ved dramatisk skyggefremmende lyslægning en slags historisk betinget stemning i og omkring motivet, således at de gamle billeder derved syntes at stå i pagt med endnu ældre udtryk og traditioner. Man var i berøring med noget stort. En konge tronende med dragen sværd i hjørnet af en portal. En løve i færd med at sluge et menneske. En ulv på sporet af sit bytte.

De stod og snakkede, Marker, Anette og en tre-fire mere ved et bord dækket med hvid dug, sherryglas og en buket i vase. Hun bøjede sig på et tidspunkt ned og lugtede til blomsterne, nikkede anerkendende til en af gæsterne og sagde noget, jeg ikke kunne høre.

Gennem et stort vindue skråt bag ved faldt solen ind på væggen og oplyste hende i et blødt skær. Egentlig var hun højere, end jeg først havde antaget; men det var, som om hun ville skjule sin skikkelse under frakken, som hun havde beholdt løst på over skuldrene. Ind imellem fingererede hun ved krøllerne i den ene tinding.

Jeg fulgte ikke deres samtale, gik lidt om på må og få, ind til jeg mellem to løse vægge opstillet midt i rummet opdagede, at jeg kunne se dem uden selv at blive set.

Marker førte ordet, mens de andre nikkede og svarede ham fra tid til anden. Hun lyttede opmærksomt. Hendes blik var fæstnet på ham, og det forekom, at man på ansigtsudtrykket kunne tyde, hvad han sagde. For ikke at nævne hendes latter, som nu og da fyldte stedet.

Jeg glemte efterhånden fotografierne for hende. Der faldt en ubeskrivelig ro over mig, mens jeg uden skam hengav mig til denne mulighed for at glo uhæmmet på den, som i løbet af et par timer havde ændret en mere eller mindre pligtskyldig køretur for morbror Marker til et lysende indfald i det tidlige forår.

Blomsten visner, når Herrens ånde blæser på den; men Guds ord er evigt. Refererede han en dag fra bibelen. På sit sted i det store kirkerum står Bergs højalter i en guddommelig træk, der altid går gennem rummet. Billederne forvitrer, og guldet bliver anløbet, mens tiden går.

I Bergs passion er begæret lige værdigt med ånden.

På hjemvejen var jeg luft for dem. De talte en del sammen om hendes arbejde. Hun havde rejst meget og fotograferet alt fra verdens nød og elendighed til kongelig pragt og reportager fra kendte folks privatliv. Netop nu så hun frem til at arbejde med et helt andet emne i ro og mag.

"Anette har været krigsreporter i Vietnam." Det var den eneste gang, Marker henvendte sig til mig. "Alene kvinde på den post!" Hun korrigerede ham. De havde været to; men det var naturligvis blevet bemærket, hvor de kom frem.

"Var det sidste år din bog kom," spurgte han. Hun bekræftede, kommenterede det ikke yderligere, og der blev ophold i samtalen.

Vi nåede tilbage til Odense. Ved hendes bopæl steg Marker også ud og bemærkede, at jeg ikke skulle vente på ham, da han selv ville finde hjem.

Hun sagde ikke farvel, ikke så meget som et nik eller tak for befordring, hvad Marker for øvrigt også glemte. Han dansede omkring hende, da de gik over gaden. Ovre på fortovet ud for ejendommen standsede hun og lo, mens han med en stor bevægelse lagde armen om hendes skulder og førte hende ind.

Hvor længe jeg sad og stirrede ud i luften, husker jeg ikke. Pludselig bremsede en bil hårdt op længere henne i gaden. Så startede jeg og kørte ind mod centrum.

"Hvad er efternavnet?" Hun så hvast på mig, men jeg blev svar skyldig. Det var Skriget, bibliotekaren, som talte med en volumen, der tangerede smertegrænsen. Det efterfølgende foredrag om, at bøger trods alt klassificeredes efter forfatterens efternavn eller titel forblev da heller ingen hemmelighed for nogen i bygningen; men hun fandt den og bekendtgjorde: "Elsner - Anette Elsner: "Øjemål. Fotografiske rejser 1961 - 64." Jeg nikkede med varme kinder, tog den febrilsk og havde nær glemt at få stemplet i farten.

Nu var det mindre Anette Elsners egne fotografier, der interesserede mig, som det var Gregers Nielsens fine portræt af hende på bogens bagside. Præcist svarende til det billede, jeg allerede havde dannet mig. Kønne øjne, udtryksfuld mund, høje kindben og lidt udstående ører delvis skjult af det halvlange hår. Jeg sad i en lang, kontemplativ betragtning samt en mindst lige så inderlig, gentaget lytten til den Bach-kantate, jeg havde optaget fra radioen.

Den formåede indtrængende med sine ejendommeligt skønne klangfarver at understrege lige det, jeg ikke kunne få øjnene fra. Rastløs gennemgik jeg hendes ansigt ind til mindste del, og denne gransken skulle blive så inderligt forbundet med lige netop det værk af Bach, at det så at sige blev hende og hun det.

Guds moder rummer os. Sagde han. Det er nåden. Hele midtertavlen henviser til fødsel. Den vrimler med spædbørn, der helt eller halvt er frigjorte fra moderskødets vande. Kunsthistorikerne kalder dem englebørn i skyer. Mage til vrøvl! De nyfødte skabninger hylder med deres egen forløsning gudsønnens. Bergs alter er ét stort kvindebillede. Men hvordan få forskningen til at indse det? De fæhoveder kan jo kun drive komparativ analyse!

Et opslag hjemme i Salmonsens leksikon under komparativ gav mig en lille anelse om, hvori hans kritik bestod. I øvrigt sluttede han den dags foredrag med at forlade kirken i vrede over verdens uforstandighed. Han havde talt sig varm. Midtvejs på kirkegulvet vendte han sig, rakte armen op mod alteret og råbte: ”Jamen, kan ingen dog se det?! Marias livmoder!” Kirkebetjenten trådte ud af sakristiet og så efter den råbende, der hastigt forlod stedet. Og dér stod jeg tilbage.

”Du ska’ ikke høre efter alt, hvad han siger …” sagde far nogle dage senere ved aftensmaden. ”Han har sex på hjernen!” Far så ikke på mig, men på mor, da han sagde det. Hun rystede på hovedet, men kunne tydeligvis ikke få ordene frem, hvad hun så i øvrigt havde kunnet sige til broderens forsvar. Der faldt ikke flere replikker om det. De gav sig til at tale om vejret; men jeg bemærkede, at mors stemme rystede lidt.

Få dage efter var jeg atter inde i Markers tryllekreds, og påsken nærmede sig med det tiltag i lyset, som kan synes næsten grænseløst at skærpe vore sanser.

En søndag i fasten læser vi, at den, som blev født af Gud, holder fast ved ham. Sagde han. I det at vedblive viser man sin styrke. Den eneste vej til en forståelse af Claus Berg, er at se uden ophold på hans værker. Se, se og atter se. Jo mere desperat og flygtig Berg har været i sit udtryk, des mere tålmodigt skal vi tilegne os hans kunst.

Mor kaldte inde fra spisestuen. Der var telefon. Jeg gloede. Telefon. Ingen kunne drømme om at ringe til mig dengang. Heller ikke Marker.

”Dav, Anette Elsner. Nu ska’ du høre, jeg er blevet bedt om at fotografere en engelsk musiker, som skal være solist ved en koncert i radioen i næste uge. Han opholder sig her på Fyn ind til i morgen hos nogle bekendte. Nede på herregården Wedellsborg. Kender du den?” Hun fortsatte straks: ”Kunne du eventuelt køre for os? Din onkel skal med. Jeg dækker naturligvis udgifterne. Du kører jo godt. Det kunne måske interessere dig. Jeg mener: fotografering, og så har jeg planer om at tage portrættet i en kirke nær ved.”

Hun tav. Jeg fremstammede noget, der skulle betyde, at jeg ville spørge om lov. ”Godt, jeg hænger på imens …” ”Er det nu Marker igen?” Spurgte de. Jeg bekræftede og fik lov.

Hun lød lettet. ”Fint! Henter du os i morgen kl. tre?” Jeg nikkede, hun gentog, og jeg fik svaret.

Bilen ville ikke starte, og jeg sjokkede tilbage fra garagen, der lå et kvarters gang fra vores ejendom. Jeg følte måske nok en vis lettelse over at have fået grund til at blive hjemme. Stik imod hvad jeg egentlig havde lyst til.

Aftenen før havde jeg studeret Elsners reportager og været ikke så lidt overrasket over, at en kvinde var i stand til at gennemføre disse livsfarlige og fysisk meget krævende opgaver i en krigszone. Noget som vist nok gjorde bogen i høj grad salgbar, da den udkom i efteråret 1966.

Far lagde avisen fra sig - ”ikke starte? Gu’ ka’ den så!” Jeg fulgte med tilbage til garagen, han fik den straks i gang, og jeg var på vej.

Når vi betragter Bergs billeder, rører en engel ved os. Sagde han. Det kan undertiden være lige så udbytterigt at se på en, der ser på en af hans figurer. Jeg har en gammel drøm om hemmeligt at afbilde dem, der står foran de mest udtryksfulde af hans værker.

Så var vi igen på vej. Samme trekløver, men nu sad mine passagerer sammen på bagsædet. De søgte flere gange at inddrage mig i samtalen; men der var jo kørslen at passe.

”Han ser ikke lige frem spændende ud,” sagde hun, ”jeg fik fat i et tidsskrift, hvor han blev interview’et. En forvokset, fed baby med sorte briller, og så har han forsøgt at rette op på det ved at tillægge sig et lille, dumt fipskæg.” Hun lo. ”Men din idé med et kirkerum er god, tror jeg. Når udseendet ikke dur, må man lade omgivelserne tale. Var der en madonna med barn?”

”Ja, Claus Berg,” svarede Marker, ” jeg tænkte bare, når manden nu er i besiddelse af et umådeligt intellekt, som du siger.”

”Det stod der.”

”Der er nogen, der hævder, at alle gode musikere er religiøse.”

”Tja - måske. Har du hørt ham spille?”

”I radioen for nogen tid siden. Noget virtuost. Bulder og larm. Jeg hørte med et halvt øre, det her var jo ikke til at forudse …”

Marker lænede sig frem og orienterede mig om vejen videre.

”Ku’ jeg få dig til at være stand-in et øjeblik?” Hun stod henne ved madonnafiguren med sit kamera. Vi var kørt inden om kirken i Sandager, for at hun kunne orientere sig før den egentlige fotografering.

”Ja, lige til venstre for dér. Fint!” Apparatet var klodset, og hun så længe ned i dets matskive. Kiggede op et par gange, hvorpå hun kom hen, tog om mine arme og drejede mig lidt. ”Sådan, lad mig lige se …” Det brændte, hvor hun havde rørt. Jeg var genstand for hendes betragtning, fokus i hendes blik, skønt af ganske praktiske grunde.

Lige dér hvor hun stod, faldt lyset fra et af sydvinduerne ind og ramte hende bagfra. Det spillede i håret og tændte frakken om skuldre og langs armene. Hun eksponerede og kiggede op. ”Så blev du foreviget! Lad os nu hente mr. Ogdon!”

Det var lidt svært at skifte gear, så meget fyldte han, John Ogdon, den engelske pianist.

Jeg fandt aldrig helt ud af, hvorfor han var havnet på Wedellsborg, når det var i København, koncerten skulle spilles; men det var vist noget med, at den danske direktør for det pladeselskab, han tilhørte, kendte ejerne.

Anette førte an i dialogen, og Ogdon svarede hende først ligesom lidt tøvende, men så fulgte sætningerne i hæsblæsende tempo. Marker blandede sig engang imellem, han søgte nok efter ordene, men hans udtale var særdeles overbevisende og havde stadig det fint syngende i sig, som jeg efterhånden kendte så godt fra hans små foredrag. Ogdon vendte sig, når han svarede dem eller spurgte om noget.

Selv om jeg på det tidspunkt intet kendte til klavermusik, endsige dets udøvere, undgik det naturligvis ikke min opmærksomhed, at vi havde en berømt kunstner med os i bilen. Men fire voksne, hvoraf en sværvægter, kunne godt mærkes på trækkraften i en Folkevogn.

John Ogdon var 30 år, da jeg oplevede ham første gang. Han havde på det tidspunkt vundet den eftertragtede Tchaikovsky-konkurrence i Sovjet, der kom til at betyde et internationalt gennembrud, og han var i 1967 en særdeles efterspurgt musiker.

Få år efter ramtes han imidlertid af en sindssygdom, hvis uhyggelige karakter vi skulle få et første varsel om på denne mærkelige dag og aften.

I første omgang vakte det nogen forundring hos Ogdon og hans danske impresario, at fotograferingen skulle foregå et helt andet sted end på Wedellsborg. Man havde regnet med nogle minutter på stedet alt i alt. Men hvad enten det nu skyldes, at Anette Elsner allerede da var forholdsvis kendt - også internationalt - for sit eventyr i Vietnam, eller det var fordi hun ligesom visse andre kunstnere formåede at trænge igennem med en overraskende idé og få sin vilje selv med travle berømtheder, så blev resultatet at Sandager kirke, der ligger nogle kilometer sydøst for Wedellsborg, kom til at danne rammen om denne portrætfotografering.

En anden og langt mere enkel grund kunne også spille ind. Det undgik nemlig ikke min opmærksomhed, at mr. Ogdon fra først af virkede overordentlig betaget af den kønne fotograf.

Hun ville være alene med pianisten, og vi gik omkring udenfor. Det var lørdag før påske. Alt syntes omsat i modsætningsfyldte billeder, mens sanserne skærpedes i det tiltagende forårslys.

Hun må sammenholdes med højaltret som helhed i Sct. Knud. Sagde han lavt, som for ikke at forstyrre de to derinde. Den fødende madonna. Små hoveder titter frem fra hendes klæder som børn på vej ud af moderskødet.

Et sagn fortæller om Sandager-figuren, at den hjælper til at forløse det, man går svanger med. Bogstaveligt og overført.

Han standsede pludselig. Fra våbenhuset hørtes Anettes latter. Hun kom ud og vendte sig mod John Ogdon, der så ud til at skulle presse sig gennem døren.

Jeg mærkede et lille stik i brystet og en kortvarig åndenød. Hvorfor skulle det også gå mig anderledes end Marker, som jeg for længst havde luret, og nu måske også den store pianist?

Anette Elsner tændte drømme i os. Hun satte noget i scene inde i en. Det fik en egen realitet, og gjorde hende nærværende i næsten overvirkelig grad. Det var hende og ikke hende.

Da vi kom tilbage, blev vi inviteret til middag. En række musikere, forfattere og skuespillere var ligeledes indbudt. Ogdon var aftenens midtpunkt, han elskede selskabelighed; men slap ikke Anette af syne.

Også Marker var i sit es, mens jeg ikke vidste, hvor jeg skulle gøre af mig selv. Jeg rådede jo heller ikke ubegrænset over bilen.

”Lad mig ringe!” Sagde Marker beroligende, bad med en hofmands forbindtlighed om lov til at låne husets telefon og kom snart tilbage med den melding, at alt var i skønneste orden. Et sekund strejfede det mig, om det nu også forholdt sig så enkelt; men jeg valgte at tro på ham.

Markers adfærd var i det hele taget en studie i udsøgt etikette den aften. Hvad jeg undertiden stjålent havde beundret ved familieselskaber, fik man her en ganske enestående opvisning i. Beleven konversation, ekspressive, men beherskede gestus, posør og undertiden dansende bevægelser hen over gulvet mellem selskabets deltagere.

Fra en ydmyg plads kunne jeg overskue middagsselskabet og holde øje med Anette. Først diskret, så - efterhånden som vinen gled ned - åbenlyst og til sidst ganske uhæmmet.

Min erfaring med spiritus rakte til det glas likør, jeg havde drukket sammen med Marker på vegne af vores interessefællesskab.

Dér sad hun. I eminent fokus.

Senere skulle Ogdon give et nummer på husets flygel. Han rejste sig smilende og med sveden haglende ned over ansigtet.

Bestandig måtte han skubbe de tykke briller på plads, et kort øjeblik stod han urørlig ved siden af klaverbænken, lignede en bjørn med alle sanser i alarmberedskab, hvorpå han kastede sig over tangenterne. Det var skræmmende, vildt og fremmedartet.

Han gav flere numre af den virtuose slags. Kiggede til slut ud over forsamlingen, nikkede med et smil hen til Anette og sagde Bach. Jeg blev opmærksom, nu ikke på pianisten, men det han spillede. Et lille, fint stykke fuldt af lys, befriende oven på det uvejr, han ellers havde fyldt stuerne med. Vi klappede igen, og jeg opdagede pludselig, at jeg havde rejst mig. Han bemærkede det.

”You like Bach …?” Ogdon så på mig. Hans øjne virkede forsvindende bag de tykke brilleglas. De havde vinket mig hen, Marker og Anette, der stod og snakkede med ham sammen med en, jeg først troede var svensker. Det var den norske skuespiller og digter Claes Gill, der i adskillige år havde været ansat på Odense teater.

Vinen havde løsnet mit tungebånd, og jeg kastede mig nu frejdigt ud i en lovprisning af den store komponist, hvortil mit engelske ordforråd bestemt ikke rakte, og sluttede med at bekendtgøre, at der efter min mening var ét og kun ét væsentligt musikstykke i denne verden, kantaten ”Widerstehe doch der Sünde”.

Det må have gjort et vist indtryk på dem. Der var stille, konversationen var bragt ud af sin selvtilstrækkelighed. Ogdon så forvirret ud, lo kort, men nikkede så anerkendende, mens han dirigerede med hånden og prøvede nynnende at huske. ”You are quite right, young man, It is a masterpiece!”

I samme øjeblik opdagede jeg, at Anette så overrasket på mig. Hun bad mig gentage titlen, hvad jeg ikke tøvede med, idet jeg galant tilføjede en oversættelse: ”Gentag dog din synd …” Marker rømmede sig og stillede Gill et spørgsmål, mens Ogdon fortsatte samtalen med Anette.

”Widerstehe betyder at modstå, forklarede Marker mig diskret senere på aftenen, ”gentage hedder wiederholen …” Vi var på vej ud til bilen. Ogdon havde insisteret på, at han ville se Sandager-madonnaen igen, og skønt både Anette og Marker havde forsøgt at få ham på andre tanker, var han hele tiden vendt tilbage til sit ønske. Lige så vigtigt det var for ham at se den igen, lige så tvingende var det at vise den til Claes Gill, med hvem han havde drukket tæt i aftenens løb, og de dannede nu par som uadskillelige svirebrødre.

”Er der ikke låst? spurgte jeg. Marker nikkede, ”men klaverløven har vist sin klo.” Anette vendte sig mod os - ”han truede mig med tæv!”- hun skar ansigt. ”Han er fuld,” konstaterede Marker tørt. ”Det er ikke ligefrem en trøst,” indvendte hun og så op mod hovedindgangen, hvor Ogdon og Gill kom ud støttet til hinanden.

”Og du ka’ godt køre - ?” Marker så alvorligt på mig. Jeg tog nøglerne op af lommen og raslede med dem. Selvfølgelig kunne jeg det.

Fem mennesker i en Folkevogn og titanen i blandt os fyldte ikke mindre i sin nuværende tilstand. Der var læs på. Han sad lige bag ved og klappede mig kammeratligt på skulderen under køreturen, idet han betroede Gill, hvilken udsøgt musikalsk smag, jeg var i besiddelse af. Stakkels Marker var klemt ind mellem de to. Anette havde forståelig nok nægtet at sidde bag i.

På Markers anmodning og med hans ædruelige, tillidsvækkende fremtoning lykkedes det under henvisning til, at en kendt musiker gerne ville se kirken, at få graveren til at udlevere nøglen, og snart stod vi igen i det smukke rum og betragtede madonna med barn, mens Marker fortalte om Claus Berg.

Hans værk udgør et verdensdrama, og til det er der ingen tilskuere. Sagde han. På nær én. Satan. Der er udrustet med en opmærksomhed på niveau med Guds. På sæt og vis må Berg have vidst, at han havde en så kompetent betragter. Han arbejdede i et spændingsfelt mellem ondt og godt, hvad der jo ikke er noget usædvanligt i, når det gælder store kunstnere. Symbolister taler til bevidstløshed om et ingenmandsland, gråzoner og hvad ved jeg, hver gang de skal beskrive genier. Med Berg var det såmænd en anden, langt ældre historie. Han havde inviteret den onde selv til at følge arbejdet.

Der står i gamle testamentet: ”Se, jeg vil lade min godhed drage forbi dit ansigt”. Gud til Moses. Det var omtrent, hvad Satan hviskede til Berg, den aften han troppede op i værkstedet i Odense. Blot skal vi selvfølgelig se os om efter et andet ord end ”godhed”.

Først sent blev vi opmærksomme på, at han ikke stod imellem os mere. Marker var optaget af at fortælle, og vi andre af det, han sagde. Anette pegede. Nede i kirkens vestende, ovre i en krog mellem bænk og mur sad Ogdon ligbleg på gulvet med benene trukket op under hagen. Han stirrede frem for sig, og da vi kom nærmere, så jeg, at han rystede over hele kroppen. Det så uhyggeligt ud.

I will not do it! I will not! blev han ved at gentage, halvt hviskende. Marker var ikke uventet den mest nærværende af os, han bøjede sig ned til pianisten og spurgte, hvad det var han ikke ville. Hvad er det, der piner Dem? hørte jeg ham spørge på sit hyperkorrekte engelsk. Ogdon så op. Fikserede Marker, dernæst os andre, hvorpå han råbte, så det rungede i kirkerummet, at han nægtede at spille Mozart i den kommende uge. I cannot! Do you understand?! Han skjulte ansigtet i hænderne. Marker rejste sig og så undrende på os. Så prøvede han at angribe sagen fra en anden vinkel, idet han spurgte, om en pianist, der bemestrede de største og sværeste værker for klaver, behøvede at bekymre sig om at spille Mozart. Her er det jo så vidt jeg kan skønne yndefuldheden og de helt enkle udtryk, det gælder. Og jeg mener: en kunstner af Deres format, hr. Ogdon!

Men den ulykkelige mand rystede bare på hovedet. Han havde nu taget brillerne af og lignede virkelig en kæmpebaby udstyret med fastelavnsfipskæg.

Marker kom hen til os andre, der stod rådvilde. Vi lader ham sidde lidt, så falder han nok til ro, sagde han, mens Gill gik hen og stillede sig demonstrativt foran ham med hænderne i siden og sagde noget, vi ikke kunne høre.

Det er da underligt, Anette stod lige bag ved mig. Er han mon syg?

Gu’ er han da ej! Det var Gill, der kom tilbage. Den slapsvans kan bare ikke tåle et par glas. Gode, spildte varer!

Vi gik nu lidt om på må og få, mens Ogdon blev siddende henne i hjørnet. Jeg overvejede, at det nok var på høje tid at komme hjem; men det lod jo til at have lange udsigter. Marker stod ovre ved Bergs madonna.

Du har vel lagt mærke til alle disse børn, der titter frem rundt om fra hendes kappe? Han hviskede det, og jeg nikkede. Claus Bergs Sandagermadonna står i dag helt uden staffering, hvad der umiddelbart kan gøre den lidt vanskelig at iagttage. Det er, som om kun konturen får bragt et visuelt udtryk frem til den iagttagende, idet dragtens mange og ret store foldekast ligesom forsvinder ind i figuren og bliver en del af dens sakrale hemmelighed. Sandagermadonna er et mysterium, hvilket jo ikke er underligt, når det gælder et Mariabillede; men den er det alene på sin form, der lukker sig ind i sig selv, samtidig med at den frigør en næsten auratisk anskuelighed i en udtryksform, der ikke er oprindelig, eftersom den fra Bergs hånd var bemalet i klare farver, men alligevel forlener hele billedet med en åndfuldhed, der synes at række så langt tilbage som til den afbildedes egen tid.

Hvis ikke til alle tider bagud og frem og navnlig i det nu, som da omfattede et underligt, eksklusivt selskab i en sen nattetime, i en helt umulig situation. Hvor mere eller mindre kendte personer sammen med helt ukendte, hvad min morbror og jeg angik, var sammen om at betragte et lille, intimt, helligt mesterstykke i en landsbykirke, i en fjern provins, i et lille land, i stort set alt hvad der indbefattede umulige størrelser. Det blev mit livs første, virkelige uforglemmelige hændelse, netop på grund af dens sære konstitution med madonna som et absolut centrum for en hastigt vågnende forelskelse, en mindst lige så rask forstærket tilknytning til min slægtning på mødrene side og alt det, han stod for samt det mest ejendommelige, netop indledte bekendtskab med en stor musiker, der – for at fuldende hele det aparte anslag – lige da sad udplaceret af sig selv i en krog, i en kirke, i et lille land – og således forfra igen gennem noget, som mest af alt lignede en umulig mellemmenneskelig relation, der tegnede sin cirkelbevægelse ind i en ubrydelighed fra først af.

Dér stod jeg foran Claus Bergs Sandagermadonna og lod den være fokus for alt det, jeg af gode grunde ikke var i stand til at overskue. Netop uforståeligheder stod så inderligt i pagt med træskulpturens dunkle hellighed, at den helt selvfølgelig blev en milesten på min livsvej, der i mange henseender syntes at begynde her.

De former, som en ualmindelig duelig træskærer havde skabt mere end 450 år før dette for mig afgørende moment, kunne med så meget desto større selvfølgelighed forsvinde ind i sig selv eller ind i træet naturligvis, det var netop, hvad det var og blev: forsvindende, skønt lyset fra de søvnige kroner lod alt tilbage at ønske i henseende til præcis betragtning. En konturflygtighed der med tilbagevirkende kraft skabte sin egen, enestående og subtile billedlighed, idet jeg utallige gange herefter skulle vende tilbage til Sandager for at se og i samme skynding netop opgive at se, fordi det simpelt hen ikke lod sig se almindeligvis.

Det gjaldt ikke mindst det slørede i og omkring figuren. Den var krævende at betragte slet og ret. Dens mysterium var et synsanliggende. Forskudt fra objekt til iagttager, i hvem den blev til med så stor konsekvens, at den forsvandt fra rummet for at få realitet i synet på den seende. Ikke lige frem noget usædvanligt, hvad den traditionelle forklaring på synsprocessen angår, bort set fra at synet af madonna altid startede med hendes egen forvandling eller snarere opløsning for øjnene af os. Som en bemægtigelse af vort syn, der i god overensstemmelse med antikke forklaringer blev formet efter hende, blev til madonna i vore øjne. Mere fromt kan et mysterium næppe udlægges.

Noget ved hendes kropsholdning forstærkede denne genuint påtrængende ejendommelighed. Noget intimt og på sin vis skønnere end enhver nok så rodfæstet sakral tradition med fromhedens ansigt som det lysende eksempel til opløftelse fra denne verdens fortrædeligheder. Bergs madonna er sig sin altfavnende frugtbarhed så kysk og inderligt bevidst, at hun frontalt anskuet kan synes at ville frigøre sig fra denne historiens helligste pligt at skulle opfostre verdens frelser. En lille, undselig kropsdrejning, som havde hun lyst til at udtrykke, længe før hendes søn gjorde det: Herre! tag denne kalk fra mig! Ganske vist er det kanon for ikonets vedkommende, netop at antyde moderens smertelige forudanelser på sønnens vegne. Men det ses sjældent i skulpturelle værker eller i hvert fald ikke i en formulering, der på én gang fornægter sig selv og bogstavelig talt råber til himlen om det nødvendige i at bære en andens smerte, længe før denne smerte var en realitet. Om at skulle bære alle mødres forfærdeligste sorg. Så vidt igen den helt traditionelt kristne udtryksform; men at lade den være en kobling mellem stof og form på så højt, ubestemmeligt plan, at mysteriet lukker sig ind i sig selv og bliver mysteriet på trods af det egentlige mysterium, er mere gådefuldt end nogen forkyndelse kan bære. Hvad der på sæt og vis knytter Bergs Sandagerskulptur sammen med højaltertavlen i Odenses Sct. Knud. Det blev i det hele taget en rød tråd gennem Markers Berg-forståelse siden hen.

Jeg vendte mig. Gill stod og talte med Marker; men henne i hjørnet sad Ogdon stadig, mens Anette knælede foran ham og sagde noget indtrængende. Han nikkede hele tiden, og mit blik, der netop var blevet sløret ved betragtningen af madonna, blev skærpet til smertegrænsen ved at se, at hun holdt hans ene hånd og strøg den hele tiden varsomt over håndryggen. Formodentlig glemte hun ikke et øjeblik, at det var en af verdens fineste venstrehænder, hun dér kærtegnede uden ophold. Nikkende under talen, hovedet lidt på skrå, lidt tættere ind på den store mand og alt det pjat, idet hun ved Gud ikke forsømte at stryge ham over kinden én gang – to gange. Så rejste han sig, smilte og nikkede ydmygt, mens de gik hen til os andre. Ogdon beklagede sin adfærd, mens vi bedyrede, at det var kun så forståeligt, selv om det endnu på det tidspunkt var lidt af en gåde for de andre – og med dem naturligvis også mig. At en virtuos af hans dimension kunne være så chokeret ved udsigten til at skulle spille Mozart.

Marker gav ham hånden, tydelig lettet, og Gill bankede ham et eftertrykkeligt skulderklap, som han dog straks fortrød, holdt sig for munden og undskyldte, hvis han var kommet til at forulempe pianistens sårbare arm. Ogdon rystede på hovedet og smilte bredt, hvad jeg sagtens forstod. Han holdt nemlig Anette i hånden.

Jeg kiggede tilbage på madonna, der nu mere lignede en sur kælling, som for længst var gået i frø. Stedet begyndte at irritere mig, jeg ville hjem og understregede for Marker,at det nu var på høje tid, hvis jeg skulle gøre mig håb om at låne bilen igen. Han forstod selvfølgelig, var i øvrigt forbavsende rolig og fattet, når man tager alt i betragtning, ikke mindst selskabets yndige, der nu var i færd med blidt at gelejde den store, før så fortvivlede musiker ud af kirken.

Det var så forudsigeligt. I det mindste set i erindringen. Anette blev inviteret til at overnatte på Wedellsborg og Claes Gill modtog samme generøse tilbud, mens Marker og jeg kørte tilbage til Odense.

Sagde vi overhovedet andet end farvel til hinanden , da jeg satte ham af ved hans bopæl? Næppe. Og den nat drømte jeg selvfølgelig om madonna. Hvad husker jeg ikke, men noget livligt, som i det hele taget kan være svært at placere i forhold til virkelighedens oplevelse af den, eftersom den jævnt hen var mere drømmeagtig end drømmen selv. Måske var det også fra da af, at bevidstheden tog mig til indtægt for et storslået projekt, der opererede i et undertiden højspændt felt mellem virkeligt og uvirkeligt.

Om John Ogdon nu også var kureret for sin Mozartskræk, skal jeg ikke kunne sige. I hvert fald gennemførte han koncerten i den følgende uge, og jeg var selvfølgelig klar til optagelse.

Er det Ogdon? spurgte mor, da jeg på vej op til mit værelse bad om ikke at blive forstyrret resten af aftenen. Jeg skulle høre torsdagskoncert. Efter turen til Wedellsborg havde jeg stort set ikke talt om andet end den britiske pianist og hans eminente Bach-spil, om end det nærmest var et dacaponummer, han havde givet af den komponist. Jeg forsømte heller ikke lejligheden til at bedyre, hvor meget jeg talte med ham. Samtale i egentlig forstand havde det jo ikke været; men min chaufførrolle og det, jeg var blevet vidne til i kirken, gav nu en vis samhørighed med den berømte musiker. At jeg på intet tidspunkt røbede noget om hans pludselige sammenbrud, er så meget mere naturligt, som jeg – på trods af min jalousi (eller måske netop derfor) – var blevet grebet af en dyb hengivenhed for ham. En helt særlig respekt, der konstant lod min forestillingskraft spille de scener igennem, jeg havde oplevet. Ligesom den lod andre, nye indgå, så at det snart blev vanskeligt at skelne mellem fantasi og virkelighed.

Den aften ved radioen blev følgelig en intens stund. Jeg sad virkelig med bankende hjerte og ventede på, at han skulle komme på scenen. Koncerten startede med Debussys ”En fauns eftermiddag”, derpå et nyt, dansk værk. Intet hørte jeg, før kommentatoren sagde det: ”solist John Ogdon”. Der gik uendelig tid, før han kom, syntes jeg, frygtede en overgang for, at han måske ville vægre sig igen; men så begyndte de at klappe, og jeg fik startet båndoptageren.

Ind til da kendte jeg kun Mozart af navn. Måske en sats af ”Eine kleine Nachtmusik” fra tid til anden var blevet spillet i Giro 413, uden at jeg havde skænket det nogen form for opmærksomhed. Jeg sad for det meste og ventede på, at udsendelsens eneste rocknummer skulle komme. Men nu åbnedes for et helt uoverskueligt tiltag, ligesom da jeg første gang så Gerard Franchescis fotografier af træskulpturer i vore kirker.

På en måde blev de to hver især mine indfaldsveje til kunsten. Franceschi kom jeg aldrig til at møde, selv om jeg undertiden i min ungdommelige begejstring overvejede at skrive til ham, ja, ligefrem sende nogle af de fotografier, jeg siden optog i hans fodspor.

Med Ogdon forholdt det sig jo noget anderledes. Ham oplevede jeg først som menneske, derefter som fortolker og siden som komponist i et kort bevæget møde, der atter havde billedskæreren Claus Berg i fokus. Ogdon glemte aldrig madonnafiguren i Sandager kirke.

Men den torsdag aften. Ville jeg nogensinde høre musik på samme måde igen? Mere årvågen, grænsende til det ængstelige på solistens vegne. Måske lå hemmeligheden her. At jeg netop da skulle opleve mellem begejstring og frygt. At modtagelsen af værket på væsentlige punkter kom til at ligne afsendelsen. Måske helt tilbage fra Mozarts egen tid. Fra hans egen rastløse fortvivlelse, som kommer så gribende til udtryk i netop c-moll koncerten, hvor orkestrets lidenskabelige indsatser i begyndelsen modsvares af et stille, indadvendt udtryk fra solisten, der både vil og ikke vil kommentere den skæbnesvangre stemning, som orkestret åbenlyst lægger ud med og på sin vis aldrig forlader. Uden at jeg var mig det bevidst naturligvis med den ringe erfaring, jeg ind til da havde gjort på musikkens område. Afgørende var uden tvivl at jeg så pludselig var blevet dybt involveret i solistens skrøbelige mentale tilstand og netop gennem hans afmagt var blevet ført ind i hjertet af en musikalsk udtryksform, som var slagplads for absolutte modsætninger, hvis kollision bevirkede lige akkurat den inderlige skønhed, som er hemmeligheden bag al stor kunst. Og set på afstand kan man godt være i tvivl, om Ogdons korte sammenbrud i Sandager nu også var et udslag af den forfærdelige sindssygdom, som han siden skulle kæmpe med og kun delvis sejre over. Hans hustru, Brenda Lucas, der også er pianist, skrev siden om sin mand i bogen ”Virtuoso”, at han faktisk fandt det problematisk at spille Mozart. Han skal hver gang have opsøgt sin lærer og mentor Denis Matthews i den anledning. Og ser man på Ogdons repertoireprogrammer og diskografi, er netop Mozart meget sparsomt repræsenteret. Han har således aldrig indspillet c-moll koncerten, hvorfor man er henvist til denne ene torsdagskoncert. Alt dette vidste jeg selvfølgelig ikke dengang; men det ubevidste kan som bekendt medspille især ved kunstneriske oplevelser på en sådan måde, at præcise informationer så at sige uddør i bagudsynet, stillet over for den sindets umiddelbare modtagelighed, som altså for mit vedkommende lod en ikke ringe empatisk betinget forlegenhed indgå på vegne af den udøvende, ligesom – og dette forhold kan vist ikke overvurderes – min stærkt eskalerende forelskelse i Anette Elsner, som bortset fra nogle barnlige drengebetagelser gennem årene, skulle blive den første store i sin naivt uskyldige slags, var eksponerende faktor for den aftens intense musikoplevelse.

Mozarts c-moll klaverkoncert er tragisk. Den anden moll-koncert, han har skrevet, bryder markant ud af mørket og lader ikke mindst til slut lyset trænge afgørende igennem. C-moll koncerten forbliver i mørket, idet den undervejs kæmper med sit stof for at komme til at blomstre, stråle, udfri; men uden held. Mørke var, mørke blev. Men som altid genererer kampen for lysere tiltag en langt skarpere fokus på netop det, der mangler. Ligesom netop fraværet skaber en mere eller mindre bevidst længsel efter det, der pludselig forekommer at være af altafgørende betydning. Det er nu engang den største kunst, der udødeliggør en særlig stemning i og med at den udelukker den.

Flere af Mozarts klaverkoncert har som så mange andre opus i den klassiske musik fra gammel og nyere tid navne. Kroningskoncerterne, Lützow, Jeunehomme, Elvira Madigan. Den 24. er og bliver Ogdon-koncerten i min bevidsthed. Et gribende portræt af en stor, tragisk skæbne i den europæiske musiktradition. Det bliver vel den eneste gang i mit liv, at jeg var i stand til at høre solisten, før han begyndte at spille. Dér sad han, John Ogdon, parat og skrækslagen. Hvad ellers?