Fofatteren Cecilie Kausbæk er den første bidragyder til en slags poetisk-verbal reproduktion af Asger Jorn og Pierre Wemaëre tæppe Den lange rejse (Silkeborg kunstmuseum)

Tro mig på øjets relative kår i al den omgængelighed, der så umiddelbart forplanter en visuel redelighed til synlige baner ned over en umådelig stoflighed, prægende øjets bundløse dyb som stadig finere drømmespor mod et langt virkeligere grundlag mod alt og intet. Stofspor sammenført af de allermindste sporstoffers tætte, sammenvævede farveskalaer, stigende i håb om at befries for al deres tyngende synlighed under spektrets globale fordomme om, at sådan er det nu engang i forholdet mellem lys og mørke, at dér ophæves al vished, idet enhver snakken udenom fortløbende går sin umiddelbare opløsning i møde, mens en spinkel drømmerest bliver uendeligt tilbage under henvisning til at engang – engang vil søvnens spejlbillede blive til virkelighed.

Fire-fem mørke baner synes at udspringe fra øverste venstre hjørne, prunkløse, jævnt farvede begyndelser, der bliver til før de bliver til, fordi væksten har så dunkle, forviklede rødder, at al samsporing til en selv nok så forestillet, uvirkelig oprindelse gør den vitterlighed smidig i farverne som sådan mellem toner af mørkegrøn vekslende mellem det kun lidt lysere, antagelig tilfældigt anlagte fald mod en grund, der ikke er.

Og dog er det ikke entydigt, om de søger nedad, om der overhovedet er tale om bevægelse mod noget dybereliggende, eftersom banerne i det jævnt hen dunklere farvelag lige så stille forsvinder bag en stor figur, der umiddelbart kan minde om et menneskeligt hoved, skønt tvetydigheden allerede her, hvis ikke fra allerførste begyndelse før begyndelsen er til stede i enhver synlig manifestation på stoffet. Banerne først og deres fald. For det synes at organisere hele billedet som sådan, fald mod en usikker, udefinérbar grund eller mod det uvisse, men altså fald eller slet og ret fra øverst til nederst for alle synlige forekomsters vedkommende, brudte, drejede og her og dér tvungne ud i en afbøjning, glidende i et forgæves forsøg på at vende op og ned på tingene, uden at dette altså lader sig gøre på trods af de mange, store kræfter, der øjensynlig investeres heri. Men banerne skifter kulør fra grønt til brunt, lysere og mørkere, det sidste lavest i billedfladen og fremdeles med den usikkerhed for tanken, om billedet overhovedet har et sikkert, afgrænset grundlag. En halv snes af dem forsvinder altså, mens en enkelt, bred farvebane følges mod nederste venstre hjørne, hvor den bøjer mod højre ind i billedet, sluttende som i to manchetter, der hviler på andre to, konturmæssigt tilsvarende former i tæppets nederste venstre hjørne. Så vidt, så langt, så godt, så skidt, idet der fra første betragtnings øjeblik konstateres en overalt tilstedeværende drift mod uendelig. Rejsen selvfølgelig, begyndelse og ende, men kun de allerførste, spæde, prøvende synsspor er sat i forvisningen om, at det her aldrig hører op. Hjælp! Videre! Det gælder naturligvis læseretningen efter vor tradition ud til højre fulgt af farvernes mangfoldighed og humørets springende indgriben maske for maske i den aldrig standsede vævning. Nedtur, hvorfor det bliver strengt nødvendigt at tage retningen på ordet og tyngdeloven for absolut givet og returnere til billedets øverste, hvor en vissengrøn flydende et eller andet opererer i et smalt felt mellem overkant og den hovedlignende foreteelse, som udfylder motivet fra næsten øverst oppe og ned til lidt over midten. En underfundigt smilende fyr i gråt og brunt, mager asket fra fjerne tider med voldsomt underbid og et stort, vildt hår, der falder fra det bageste af hans isse i kaskader ned i andre bildende elementer med glidende overgang uden forestillingskraft, uden at de ligner noget og det i så eftertrykkelig udviskende forstand, at det med tilbagevirkende kraft får afgørende indflydelse på den før så overbeviste bestemmelse af et menneskeligt hoved med livsforsagelsens præg dybt implanteret i ansigtet, med spottens smil på læberne, hånens glimt i øjet og så det frygtindgydende verdensafvisende farvepræg. Men nej, end ikke de vilde lokkers homeriske fasthed og tyngde, forhindrer, at tvivlen opstår med tilbagevirkende kraft. Dette er ikke et hoved. Det er det netop. Ikke-hoved. Det ligner bare. Men for så vidt standser enhver beskrivelse som beskrivelse for at ende netop som beskrivelse af det, der ikke kan beskrives. Fordi opdragelsen aldrig spillede os de ord i hænde, som formår at betegne det akkurat ubeskrivelige, end ikke i lyset fra Akropolis eller Sinai eller Silkeborg eller de moderate lamper, der belyser den. Altså søg ordenes optimalt reproduktive kraft, svælg din smerte og beskriv Den lange rejse i Silkeborg!

Det var altså det, det gjaldt, ikke-hovedet, figur, legeme, objekt, størrelse, det noget om hvilket vi taler i lutter selvforglemmelse. Det noget, som i sandhedens lys forsvinder for vort blik som noget andet i god overensstemmelse med det, det er. Eller rettere ikke er. Et hoved. Et ikke-hoved. Farvel asket! Så forsagende har lige godt ingen før dig været. Eller efter. At de ikke alene forsvinder i mængden, falder i med væggen eller med tæppet for nu at holde sig til sagen, men simpelt hen ophører som legemsdel, som hoved, asketens apoteose er lige akkurat dette springende punkt ind i uvisheden, som fornægter sin egen identitet, ja, ligefrem kommer i tvivl om menneskeligheden som sådan med hensyn til sig selv. Thi er dette problem betragterens udefra, er det så vist også den betragtedes eget indefra, så genererer ansigtet sit væsen i og med opdagelsen af det, han ikke er, aldrig var eller for den sags skyld aldrig bliver. Ansigt, individ, dæmon, asket med flammende karisma. Fordi han er noget andet, nej, det er noget andet. Det er det. Det vi ikke ved. Noget. Lad os kalde det form eller figur. Selv om betegnelsen form vinder, fordi den i forhold til figur nu engang er den mest afpersonaliserede. Intetsigende måske ligefrem. Lad os se nærmere. En langstrakt, smal form begrænses til venstre af en stor mængde løse ender, der hænger nedad og bøjer udad til højre af en skarpere, om end ikke helt optrukket kontur, der løber næsten vertikalt fra tæppets øverste og til lidt over midten. Formen ledes af hovedsagelig (der er det sgu igen!) to dominerende farver. Dominerende for så vidt som de danner formen, for ellers er de nemlig meget diskrete, næsten selvudslettende, hvis det ellers lader sig gøre at sige således om farver. Hovedet stikker frem igen i sproget. Personligheden. Den vil åbenbart træde i karakter, påberåbe sig retten til at være det, der netop skulle udelukkes. Goddag. Farvel, menneske! Du er kun form. Eller langt mere: ren form. Slap af. Du er form. Kan man ønske sig mere? Noget som var i skabelsens første tid. Noget. Berørt af Guds finger. Eller måske ligefrem hans forlængede arm. Nej, om igen, for så er vi jo atter ved mennesket. Altså et aflangt formuleret objekt i gråt og brunt, vekslende mellem lysere brunt og ret mørkt skyder sig, løber, falder mod grunden. Midtvejs bøjer det af i en lang, blød bue mod højre, og i denne nedre del er formen kontureret af sort. To markant synlige indsnit skærer sig ind i objektet, dels i den delende forskel mellem gråt øverst og lysebrunt og i en med sort optrukket eller vævet bane, der overraskende nok (for så vidt som man et øjeblik giver køb på objektivitet) begynder et sted ude til højre for objektet, trænger sig vej ind i det og smalner til opefter for at ende som forsvindende og trådagtig. I øverste halvdel, det vil sige i det lysere, grå felt findes et sted på overgangen mellem objekt og baggrund (for så vidt som man altså overhovedet regner med dybde i billedfladen) en lille, indvævet, mørk krølle, som får den afgørende konsekvens for betragteren sammen med den netop omtalte linie udefra ind i legemet, at man gør sig en forestilling om et ansigt. Hvilket jo netop blev afvist til fordel for en ikke individ-bunden opfattelse.