kat08 Angelo Rosetti

Angelo Rosetti (1502 - 1543): Sacra conversatione. 1539. 50 x 44 cm

Omkring madonna med barn siddende på en rigt udstyret, gylden trone står til venstre apostlen Peter, til højre Sct. Hieronymus. I forgrunden på trappen op til tronstolen sidder en engel og spiller på luth.

Den hellige konversation synes at bero på hele det harmoniske samspil mellem de involverede eller slet og ret på den stilhed, der alene gennem synet formidles til betragteren. Man bilder sig ind at høre luthens toner og den tyste, højtidelige atmosfære er en realitet i samklang med de smukt afstemte farver i billedfladen.

Apostelen er kraftigt bygget, klædt i en bladgrøn kappe, der ned ad til danner skarpe rørfolder. Han løfter armene i en næsten manende gestus og bøjer hovedet ned ad mod venstre. Alvorligt ansigtsudtryk.

Hieronymus læser fordybet i en bog. Han har et stort, fyldigt skæg og er iført en skinnende rød kjortel med blå borter ved halsåbning og ærmer. Den store bog, han holder, hviler i højre hånd, mens den venstre griber om det øverste hjørne. Begge hænder er brede og grove.

Fremstillingen af madonna og barnet følger det typiske skema. Maria ung og med et sorgfuldt udtryk, der foregriber hendes søns skæbne. Barnet er livligt og synes at fange ud i luften efter noget. Maria holder med venstre hånd om ryggen på ham, den anden er løftet i en overrasket gestus. Hendes kappe er himmelblå.

Tronstolen udgør maleriets mest seværdige parti.Den består af så mange elaborerede detaljer, at motivets hovedparti står i fare for at forsvinde på den baggrund. Indviklede mønstre, guldindvirkede kanter og hjørner samt en overflødighed af farvestrålende frugter, blomster og dekorative vækster, der kan minde om antikkens livfulde grotesker på vægge og lofter.

I baggrunden mellem fløjfigurerne og tronens rygstykke skimtes et øde landskab, hvor man i venstre side kan følge en å, der bugter sig ud mod horisonten.